Global opvarmning

En forunderlig rejse tilbage i tiden

Den globale opvarmning har mange år på bagen. Denne artikel vil på tørreste vis fortælle dig historien om en af vor tids vigtigste videnskabelige teorier.

Af Jeppe Branner

Det er, som om vi lider af et årligt kollektivt hukommelsestab, når det gælder nyheder om klima og global opvarmning. Et nøje aftalt ritual mellem journalister, forskere og politikere synes at udspille sig – et ritual, hvor alle indtager de samme roller, og hvor alle siger de samme ord, år efter år, i visheden om, at befolkningen sikkert har glemt alt i mellemtiden og skal have det hele at vide på ny.

Gransker man nyheder om global opvarmning, der ofte falder som amen i kirken i forbindelse med den årlige COP, er det for lægmand så godt som umuligt at afgøre, om der er tale om genudsendelser og genoptryk fra året før. Endnu et klimatopmøde uden bindende mål. Endnu en videnskabelig rapport, der fortæller om smeltende gletsjere og stigende verdenshave. Endnu en reportage fra et tørkeramt land i Afrika. Endnu en miljøorganisation, der fortæller om få år at handle i.

På trods af monotonien fremstilles historierne ofte som banebrydende nyheder, og når det gælder klimavidenskaben, får vi det indtryk, at forskningens konklusioner er nye og helt epokegørende. Med denne sensationshungrende tilgang er det naturligt, at mange forestiller sig teorien om menneskeskabt global opvarmning som relativt ny, og derfor stadig lettere uprøvet og kontroversiel. Sagen er imidlertid, at de videnskabelige nyheder, vi præsenteres for, i langt overvejende grad er bekræftelser af det, forskerne har sagt året før, og året før, og året før – evt. med en skærpelse eller lille nuancering. Grundlæggende er der sjældent tale om noget kontroversielt gennembrud, idet global opvarmning i det store hele er en uhyre velundersøgt og gennemanalyseret sag.

Men hvor længe har dette gentagelsesmønster egentlig stået på? Lad os tage et dyk ned i de historiske arkiver. Og lad os begynde i Danmark.

Den Danske Ordbog nævner, at termen "global opvarmning" er kendt siden 1987. Rent sprogligt taler vi altså om et dansk 25-års-jubilæum her i år 2012. Et tidligt eksempel er en artikel fra bladet Ingeniøren 10. juni 1988, der omtaler, hvordan vores udledning af CO2 "bevirker en gradvis global opvarmning". Emnet er ifølge artiklen noget, "som alle taler om". Vi skriver her 1988, altså to år før IPCC udsendte sin første store klimarapport, fire år før Rio-topmødet og hele ti år før Lomborg skrev sine omdiskuterede kronikker til Politiken. Alligevel er global opvarmning hot stuff herhjemme.

Politisk set var det nogenlunde samtidig, at de første lande begyndte komme med mere eller mindre løse klimaforpligtelser, der sætter nutidens politiske udmeldinger i et forbløffende deja-vu-agtigt relief. 11. december 1991 er eksempelvis datoen, hvor den tyske forbundsregering besluttede at stræbe efter en reduktion af landets CO2-udslip med 25 % frem til 2005 (Beschluß der Bundesregierung zur Reduzierung der energiebedingten CO2-Emissionen in der Bundesrepublik Deutschland auf der Grundlage des Zweiten Zwischenberichts der Interministeriellen Arbeitsgruppe »CO2-Reduktion«). Vi taler her om en konkret politisk udmelding, før FN's klimarammekonvention (UNFCCC) overhovedet havde set dagens lys, og seks år før Kyoto-aftalen blev forhandlet på plads.

Den engelske premierminister Margaret Thatcher holdt dengang taler, der ikke lader meget tilbage i forhold til nutidens politikere, jf. f.eks. hendes ord under afslutningen af WMO's anden World Climate Conference i Genova, 6. november 1990:

"Faren ved global opvarmning er endnu usynlig, men den er reel nok til, at vi kan iværksætte ændringer og gøre ofre, så vi ikke lever på bekostning af fremtidige generationer."

Storladne ord, som oven i købet var kulminationen på flere års klimaengagement fra den engelske jernladys side. Alene det faktum, at en konservativ engelsk premierminister troppede op og gav sig tid til at holde en tale ved en sådan konference for over 20 år siden, er faktisk tankevækkende.

Politiske udmeldinger som disse skete dengang på baggrund af den såkaldte Brundtland-rapport Our Common Future (1987), der i påfaldende grad fortalte politikerne det samme, som de får at vide i dag:

"Afbrændingen af fossile brændsler sender kuldioxid ud i atmosfæren, hvilket forårsager en gradvis global opvarmning. Denne 'drivhuseffekt' kan ved begyndelsen af næste århundrede have forøget de globale gennemsnitstemperaturer nok til at ændre produktionsområder for landbruget, hæve vandstanden og oversvømme kystbyer samt forstyrre de nationale økonomier."

Beskeden var klar allerede i 80'erne. Set i det lys, er det påfaldende, hvor lidt, der er sket på det kvarte århundrede, der er gået.

James Hansen vidner for den amerikanske kongres, sommeren 1988.

I citatet ser vi, at "global opvarmning" og den noget ældre betegnelse "drivhuseffekten" bruges i flæng. Udtrykket "global opvarmning" blev først rigtig almeneje efter en berømt amerikansk senatshøring 23. juni 1988, hvor klimaforskeren James Hansen vidnede for Kongressen:

"Den globale opvarmning har nået et niveau, der gør, at vi med høj grad af sikkerhed kan tillægge et årsags-virknings-forhold mellem drivhuseffekten og den observerede opvarmning."

Hansen var så heldig, at høringen faldt sammen med en voldsom hedebølge i USA, hvilket gjorde historien til populært forsidestof, og det er næppe forkert at påstå, at det var efter Hansens tale, at termen global opvarmning nåede bredt ud i mediebilledet. En sand bølge af populære artikler, bøger og film om emnet opstod i de følgende år.

Ser man nærmere på disse mange populærvidenskabelige formidlinger af budskabet, er der igen ikke meget, der adskiller sig fra nutidens fremstillinger. Tag blot James Burkes dokumentarfilm After The Warming fra 1990, der, bortset fra de filmtekniske muligheder, næsten lige så vel kunne være produceret i dag. Det er således snart 25 år siden, at den slags fremstillinger af den globale opvarmning, som vi stadig præsenteres for, blev født.

I videnskabelige kredse var der imidlertid allerede dengang tale om old news. Historien om global opvarmning går nemlig langt længere tilbage.

Et par år forinden, i dagene 9.-15. oktober 1985, dannede den østrigske by Villach eksempelvis rammen om en videnskabelig konference afholdt af ICSU, WMO og UNEP, hvor de tilstedeværende videnskabsmænd opnåede en forbløffende konsensus omkring menneskeskabt global opvarmning:

"[...] de stigende koncentrationer af drivhusgasser forventes at forårsage betydelig opvarmning af det globale klima i det næste århundrede. [...] Mens noget klimaopvarmning nu synes uundgåelig som følge af fortidige handlinger, kan hastigheden af og graden af fremtidig opvarmning påvirkes dybtgående af statslig politik angående energibesparelser, brug af fossile brændsler og udledningen af drivhusgasser."

Og allerede i 1979 fastslog det amerikanske videnskabsakademi i den såkaldte Charney-rapport, at de ikke fandt nogen grund til at betvivle menneskeskabte klimaændringer:

"Hvis [atmosfærens indhold af] kuldioxid fortsætter med at stige, [finder vi] ikke nogen grund til at betvivle, at klimaændringer vil opstå, og ingen grund til at tro, at disse ændringer vil være ubetydelige."

Charney-rapporten, med den officielle titel "Carbon Dioxide and Climate: A Scientific Assessment", var, ligesom de senere IPCC-rapporter, en slags sammenfatning af al den tilgængelige videnskabelige viden på klimaområdet, og man bemærker, at forfatterne ikke holdt sig tilbage fra at tale om en decideret videnskabelig konsensus:

"Et væld [plethora] af undersøgelser fra forskelligartede kilder indikerer en konsensus om, at menneskets forbrænding af fossile brændsler og ændringer i arealanvendelse vil medføre klimaændringer."

Det er værd at notere, at der ikke var tale om en lille, kuriøs artikel udsendt af en kontrær forsker, men derimod om en stor sammenfattende rapport, der byggede på gevaldige mængder solid forskning. Allerede i 1979 var forskning om global opvarmning så omfattende, at det krævede en egentlig sammenfatning.

1979 var også året, hvor klimaforskeren Stephen H. Schneider iført brun rullekrave gik på tv og talte om "videnskabelig konsensus" – og om risikoen for "potentielt irreversible ændringer på global skala". Formuleringer, der på ingen måde klinger af støvet fortid. Schneider havde tidligere i 70'erne advaret verden mod en ny istid, og dette pludselige holdningsskift fra "global cooling" til "global warming" er sidenhen blevet brugt flittigt imod ham fra den klimaskeptiske fløj. Tanken om global nedkøling var dog et forholdsvis kort intermezzo i klimavidenskabens historie, og som vi skal se i det følgende, var global opvarmning allerede i 70'erne en gammel og forholdsvis velafprøvet teori. Dette videnskabelige felt var faktisk allerede dengang så stort, at det første akademiske tidsskrift udelukkende dedikeret til klimaændringer, Climate Change, i 1977 så dagens lys.

Politisk blev emnet også vendt i dette årti, hvor de moderne miljøbevægelser for alvor så dagens lys, og hvor Stockholm-konferencen i juni 1972 lagde grundstenen for meget senere arbejde. Moderne økologiske tænkere som James Lovelock og Paul R. Ehrlich begyndte i årene omkring 1970 at omtale drivhuseffekten i deres arbejde – en beskæftigelse, der også var at finde inden for det etablerede politiske system. I 1976 afholdt den amerikanske kongres eksempelvis de første høringer om klimaændringer. Høringer, der blev afholdt på foranledning af et 28-årigt kongresmedlem ved navn ... Al Gore. Historien synes ikke at rykke sig meget ud af stedet. Men vi skal faktisk endnu længere tilbage for at spore oprindelsen til nutidens tale om global opvarmning.

J. Murray Mitchell, Jr., måske den første, der brugte betegnelsen "global opvarmning" inden for den videnskabelige litteratur.

Lad os imidlertid først følge den historiske rejse angående selve betegnelsen til dørs. 8. august 1975 publicerede det videnskabelige tidsskrift Science nemlig en artikel af Wally Broecker med titlen "Are We on the Brink of a Pronounced Global Warming?". Den tyske klimaforsker Stefan Rahmstorf har i 2010 skrevet en glimrende 35-års-fødselsdagshilsen til global opvarmning på RealClimate, baseret på netop Broeckers artikel, som han ser som betegnelsens fødsel. Rahmstorf har dog ikke været helt grundig nok i sin sproghistoriske efterforskning. 21. december 1969 kunne man således under overskriften "Scientists Caution on Changes In Climate as Result of Pollution" læse følgende i New York Times:

"J.O. Fletcher, en fysiker ved Rand Corporation i Santa Monica, Californien, siger, at "menneskeheden kun har få årtier til at løse problemet med forureningsskabt global opvarmning." Global opvarmning kan forårsage yderligere afsmeltning af polernes iskapper og påvirke Jordens klima."

Og faktisk taler J. Murray Mitchell, Jr. allerede i oktober 1961 om en "global opvarmningstendens [global warming trend]". Det gør han i artiklen "Recent Secular Changes of Global Temperature", publiceret i Annals of the New York Academy of Sciences. Og gad vide, om der ikke er flere før ham, der har brugt vendingen. Ser man ud over den akademiske litteratur og inkluderer mediernes formidling af videnskaben, er termen i hvert fald kendt endnu længere tilbage: Oxford English Dictionary nævner således en brug af udtrykket i avisen San Antonio Express fra 1952: "Forskere, der studerer globale opvarmningstendenser [global warming trends], påpeger, at man sidste år ikke observerede et eneste isbjerg syd for den 46. breddegrad." Endnu ældre eksempler fra avisarkiverne kan sikkert opstøves. Denne rent sproglige genealogi skal imidlertid ikke fjerne fokus fra betegnelsens indhold. Lad os derfor vende tilbage til den historiske gennemgang af selve tanken bag global opvarmning – og dens forunderligt lange tidslinje, også når det gælder politisk opmærksomhed.

Internt notat fra Det Hvide Hus, skrevet af Daniel P. Moynihan, adresseret til John Ehrlichman, 1969.

Et interessant dokument er i den sammenhæng et notat mellem to embedsmænd i Det Hvide Hus dateret 17. september 1969, der eksplicit drejer sig om "kuldioxidproblemet". Et problem, der ifølge notatets forfatter Daniel P. Moynihan har potentialet til at kunne "beslaglægge fantasien hos personer, der normalt er ligeglade med forudsigelser af apokalyptiske forandringer". Notatet fortsætter derefter med en beskrivelse af problemets omfang (havvandsstigninger osv.) og en opfordring om at tage emnet op i NATO, evt. med henblik på et globalt kontrolsystem. Udledningen af CO2 – og det, vi i dag ville kalde global opvarmning – beskrives således i 1969 internt i Det Hvide Hus som udgørende en reel fare for USA's nationale sikkerhed.

Samme overraskende seriøse tilgang inden for det officielle system findes i en fire år ældre rapport til den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson fra The Presidential Science Advisory Committee under titlen "Restoring The Quality Of Our Environment". Rapporten indeholder et helt appendiks (Y4) helliget CO2-forurening, i hvis konklusion vi finder formuleringer som disse:

"Gennem sin verdensomspændende industrielle civilisation er mennesket uden at vide af det i gang med at udføre et enormt geofysisk eksperiment [...] Ved år 2000 vil stigningen i atmosfærisk CO2 være tæt på 25 %. Dette kan være tilstrækkeligt til at frembringe målelige og måske markante ændringer i klimaet, og vil næsten helt sikkert forårsage betydelige ændringer i temperaturen og andre egenskaber ved stratosfæren [...] De klimaændringer, som det øgede CO2-indhold kan frembringe, kan vise sig skadelige [deleterious] set fra menneskets synspunkt."

Lyndon B. Johnson, den første amerikanske præsident, der offentligt udtrykte bekymring om menneskets udledning af CO2, 1965.

Disse ord er som sagt ikke skrevet af hvem som helst. De er skrevet af den amerikanske præsidents videnskabelige rådgivningskomité. I 1965. Et par uger senere, den 8. februar 1965, udtalte Lyndon B. Johnson til kongressen:

"Luftforurening er ikke længere begrænset til isolerede steder. Denne generation har ændret sammensætningen af atmosfæren på global skala gennem radioaktive materialer og en støt stigning i kuldioxid fra afbrændingen af fossile brændsler."
(Special Message to the Congress on Conservation and Restoration of Natural Beauty)

Rapporten fra 1965, der gav anledning til Johnsons tankevækkende ord, henviser i øvrigt til en række forskere, bl.a. den tidligere omtalte Mitchell, men også en artikel af Bert Bolin og Erik Erikssons fra 1958, "Changes in the Carbon Dioxide Content of the Atmosphere and Sea due to Fossil Fuel Combustion", der spillede en stor rolle for datidens videnskabelige forståelse af menneskets klimapåvirkning. 30 år senere blev Bolin den første formand for IPCC (1988-97), en formandsperiode, under hvilken klimapanelet udsendte sine to første synteserapporter (1990 og 1995). Disse årstal viser endnu engang med al tydelighed klimaforskningens lange historiske spænd. Ud over Bolin og Erikssons artikel henviser 1965-rapporten også til Charles David Keeling, der siden 1958 møjsommeligt havde målt atmosfærens indhold af CO2 på den 3 km høje hawaiianske vulkan Mauna Loa. Den kurve, der hurtigt tegnede sig for Keeling i begyndelsen af 60'erne, viste en støt stigende CO2-koncentration, hvilket bekræftede hans anelser. Kurven, der i dag slet og ret er kendt som Keeling-kurven, er blevet et ikonisk billede på hele teorien om global opvarmning – en teori, der i sine hovedtræk allerede var formuleret dengang for 50 år siden.

Charles Keeling fremviser sin berømte CO2-kurve, der skulle blive et ikon for hele debatten om global opvarmning.

Keelings målinger understøttede de resultater, som forskerne Hans Suess og Roger Revelle 4. september 1956 havde fremlagt i deres skelsættende artikel "Carbon Dioxide Exchange Between Atmosphere and Ocean and the Question of an Increase of Atmospheric CO2 during the Past Decades", publiceret i tidsskriftet Tellus i 1957. I artiklen påstår de, at oceanerne ikke optager lige så meget CO2, som hidtil antaget, hvilket Keelings præcise observationer som omtalt kunne bekræfte nogle år senere. Revelle, der i øvrigt skulle blive Al Gores college-underviser i 60'erne, havde fået en interessant formulering med i artiklen, der senere er blevet gentaget igen og igen (bl.a. i rapporten fra 1965), nemlig formuleringen om, at mennesket er ved at udføre "et stort geofysisk eksperiment [a great geophysical experiment]". Tanken er, at menneskeheden, ved at sende kulstof, der er oplagret gennem millioner af år, tilbage til atmosfæren, på få årtier har startet verdenshistoriens måske største naturvidenskabelige forsøg. En tanke, der endnu i dag kan ses fremlagt, som om der er tale om original klimaformidling.

Roger Revelle, en af klimaforskningens pionerer tilbage i 1950'erne.

Også politisk fik Revelle taletid. Samme år (1957) deltog han i en udvalgshøring nedsat af den amerikanske kongres, hvor han erklærede, at den globale opvarmning risikerede at gøre det arktiske ocean isfrit, til fordel for Sovjetunionens strategiske interesser, og at hele stater i USA risikerede at blive forvandlet til gold ørken. Der var her tale om vigtige informationer fra videnskaben til beslutningstagerne. Vel at mærke i 1957. ...

Tidligere endnu, nærmere bestemt 28. maj 1956, var Revelle blevet interviewet i Time Magazine til en påfaldende nutidssvarende artikel med den ildevarslende overskrift "One Big Greenhouse". Her taler Revelle om selvforstærkende feedback-mekanismer, der truer med at sende jordkloden på ukontrollabel hedetur, meget a la nutidens tale om tipping points:

"[...] en kæde af sekundære effekter kan komme i spil. Når luften bliver varmere, vil havvandet også blive varmere, og den CO2, der er opløst deri, vil vende tilbage til atmosfæren. [...] Effekterne vil forstærke hinanden og muligvis få temperaturen til at stige nok til at smelte indlandsisen på Antarktis og Grønland, hvilket vil oversvømme Jordens kystnære landområder."

De uhyggelige advarsler fik faktisk så megen opmærksomhed i slutningen af 50'erne, at den verdensberømte amerikanske filminstruktør Frank Capra inddrog dem i sin dokumentarfilm Unchained Goddess (1958), som blev produceret til Bell Labs tv-transmitterede undervisningsprogram The Bell Telephone Hour. Billederne taler for sig selv – se blot videoen her i højre side!

Men vi er slet ikke færdige endnu. Overskrifter om en nært forestående global opvarmning var end ikke på dette tidspunkt noget nyt fænomen.

Den canadiske fysiker Gilbert Plass havde i 50'erne vundet videnskabelig anerkendelse ved at tilbagevise påstanden om, at vanddamp altid ville udkonkurrere CO2 som drivhusgas (idet han viste, at absorptionsbåndene for vand og CO2 ikke overlapper hinanden fuldstændig), og også han fik spalteplads i aviser og blade. 24. maj 1953 skrev New York Times en artikel med overskriften "How Industry May Change Climate", der tog udgangspunkt i hans forskning, og i hvilken man kunne læse:

"Ligesom glas i et drivhus, forhindrer kuldioxid i luften langbølget stråling (varme) i at slippe bort fra jorden, men tillader kortbølget stråling fra solen at passere igennem. Når mængden af gassen stiger, tilbageholder den atmosfæriske dyne [blanket] mere varme nær jordens overflade."

Også magasinet Popular Mechanics havde i august samme år en kort notits om Plass' forskning, der kan ses herunder.

Forside og kort notits fra bladet Popular Mechanics, august 1953.

I oversættelse lyder en del af budskabet bl.a.:

"Jordens overfladetemperatur stiger 1½ grad for hvert århundrede som følge af kuldioxid frigivet fra afbrændingen af omkring 2,000,000,000 ton kul og olie årligt. [... Plass] forudsiger, at luftens kuldioxidindhold i år 2080 vil være fordoblet, resulterende i en gennemsnitlig temperaturstigning på mindst fire procent" (artiklen skriver "four percent", men der tales tydeligvis om grader).

Forsiden af en satirisk bog af William J. Baxter fra 1953.

Den utvetydige artikel stammer fra et tidspunkt, hvor der ligesom i dag var en udbredt bekymring omkring stigende globale temperaturer, dvs. global opvarmning. Eksempelvis kan nævnes den humoristiske bog Today's Revolution in Weather (1953), illustreret af en af datidens mest berømte amerikanske vittighedstegnere, Virgil Partch, der glimrende viser den bekymring omkring global opvarmning, der også fandtes i begyndelsen af 50'erne.

Fire tegninger af Virgil Partch fra Today's Revolution in Weather, 1953.

Årene forinden havde budt på en række historier om stigende temperaturer over hele kloden. Avisen Saturday Evening Post bragte 1. juli 1950 en artikel om emnet med den sigende overskrift "Is the World Getting Warmer?". Artiklen, der bredte sig over adskillige sider, var ledsaget af et stort foto af smeltende isbjerge. Den svenske klimaforsker Hans Ahlmann interviewes her som ekspert på området, og man læser i dag forundret:

""Hvis ældre folk siger, at de har oplevet langt flere hårde vintre i deres ungdom, så udtrykker de en reel kendsgerning." Han [Ahlmann] kommenterer spydigt, at klimaet nu ændrer sig så hurtigt, at "ethvert nyt bidrag af kendsgerninger på området næsten er forældet, så snart det er publiceret. Konstant korrektion [revision] er derfor nødvendig.""

Ahlmann er, som man kan læse, svensker, og det er i den forbindelse værd at bemærke, hvordan visheden om global opvarmning tilsyneladende var udbredt i videnskabelige miljøer spredt over hele verden, og ikke kun fandtes på nogle amerikanske eller engelske universiteter. Den globale opvarmnings historie er ofte skrevet af amerikanere, og derfor har videnskabsfolk, der ikke skriver på engelsk, det med at blive udeladt. I 1941 skrev den tyske meteorolog og klimatolog Hermann Flohn, midt under krigens rasen, artiklen "Die Tätigkeit des Menschen als Klimafaktor", trykt i Zeitschrift für Erdkunde. I artiklen konkluderer Flohn på sine resultater:

Første side af Saturday Evening Posts artikel fra sommeren 1950.

" [...] Dermed bliver menneskehedens virksomhed [Tätigkeit] årsag til en verdensomspændende klimaændring, hvis fremtidige betydning ingen kan ane."

Men det stopper ikke her. Vi skal endnu længere tilbage. Tilbage til tiden før Anden Verdenskrig.

Den britiske ingeniør og amatørklimaforsker Guy Stewart Callendar indtager her den altdominerende rolle. Callendar publicerede allerede i 30'erne forskellige artikler, der foregriber megen senere viden om global opvarmning. Teorien om, at et øget CO2-indhold i atmosfæren leder til øgede temperaturer, blev faktisk dengang slet og ret kaldt "Callendar-effekten". Callendar mente som en af de første at kunne påvise, at opvarmningen allerede var sat i gang. Håndtegnede temperaturkurver og lange tabeller med klimadata fra samtiden pryder derfor siderne i hans skrifter. I 1937 skrev han artiklen "The Artificial Production of Carbon Dioxide and Its Influence on Temperature", der blev publiceret i Quarterly Journal of the Royal Meteorological Society i 1938. I artiklen læser man:

"Eftersom mennesket i dag ændrer sammensætningen af atmosfæren i en hastighed, der er yderst usædvanlig inden for den geologiske tidsskala, er det naturligt at søge efter mulige konsekvenser af en sådan ændring. Ud fra de bedste laboratorieobservationer virker det til, at hovedvirkningen af stigende atmosfærisk kuldioxid [...] vil være en gradvis stigning i middeltemperaturen i Jordens koldere regioner."

G.S. Callendar, engelsk amatørforsker, der i 1930'erne forudsagde og også mente at kunne observere global opvarmning.

Allerede på Callendars tid havde CO2-teorien gennemgået en længere udvikling, hvorfor han da også kan tale om dens "brogede [chequered] historie". Teorien var dengang inde i en periode af miskredit, fordi flere forskere mente, at absorptionsbåndene for vanddamp og CO2, der begge har evnen til at holde på varmestrålingen som glasset i et drivhus, overlappede hinanden fuldstændig, og at CO2 derfor ikke kunne bidrage yderligere til en opvarmning. Som omtalt skulle Plass senere falsificere denne påstand endeligt, men det var som bekendt først i 50'erne. Selvom Callendar til en vis grad kæmpede en ensom kamp for teorien i 30'erne, var han dog ikke helt alene, hvilket på tydeligste vis ses ved at rette blikket mod hans kollega inden for klimapionerforskningen E.O. Hulbert, der i artiklen "The Temperature of the Lower Atmosphere of the Earth", publiceret i Physical Review i 1931, bl.a. havde konkluderet følgende:

"Udregninger viser, at en fordobling eller tredobling af mængden af CO2 i atmosfæren forøger den gennemsnitlige overfladetemperatur med henholdsvis omkring 4 og 7 grader."

Hulbert, der var uddannet fysiker, fik også sin forskning omtalt i medierne, jf. blot denne korte nyhed fra magasinet Modern Mechanics, gengivet nedenfor.

Forside og notits fra bladet Modern Mechanics, juli 1932.

For at finde den egentlige oprindelse til teorien om den menneskeskabte drivhuseffekt, skal vi dog helt tilbage til århundredeskriftet. I 1901 publicerede det engelske Quarterly Journal of the Royal Meteorological Society en artikel af den svenske meteorolog og ekspeditionsleder Nils Gustav Ekholm, der havde titlen "On the Variations of the Climate of the Geological and Historical Past and Their Causes". I artiklen, der var en revideret version af den svenske "Om klimatets ändringar i geologisk och historisk tid, samt deras orsaker", trykt to år før i tidsskriftet Ymer, påpeger han, at en CO2-fordobling "utvivlsomt [ville] forårsage en meget tydelig stigning i Jordens middeltemperatur", og at menneskeheden derfor er i stand til at "regulere fremtidens klima på Jorden og følgelig forhindre en ny istids indtræden."

Svante Arrhenius i sit laboratorium i Stockholm.

Nogenlunde samtidig arbejdede landsmanden Svante Arrhenius med de beregninger, der senere har givet ham status som drivhusteoriens fader. I 1896 publicerede Philosophical Magazine en artikel af den store svenske kemiker og fysiker med titlen "On the Influence of Carbonic Acid in the Air upon the Temperature of the Ground". I denne artikel regnede han sig frem til, at en fordobling af atmosfærens CO2-indhold ville bevirke en global temperaturstigning på mellem 1,5 og 4,5 grader celsius, hvilket ikke er meget afvigende fra de resultater, der spyttes ud af nutidens computersimuleringer. Arrhenius så dog en sådan menneskeskabt global opvarmning som noget positivt, og i bogen Världarnas utveckling (Worlds in the Making) (1906/08) udbreder han sig utopisk:

"Med påvirkningen af den stigende procentdel kulsyre i atmosfæren kan vi håbe på at kunne nyde tider med mere ensartet [equable] og bedre klima, især hvad angår de koldere regioner på jorden, tider, hvor jorden vil frembringe langt mere rigelige [abundant] afgrøder end i dag, til gavn for den hurtigt forplantende [propagating] menneskehed."

Denne holdning deles sandt for dyden ikke af mange af Arrhenius' arvtagere i klimaforskningens lange historie.

Joseph Fourier, den første videnskabsmand, der beskrev, hvordan Jordens atmosfære holder på varmestrålingen.

Skal vi følge historien helt til dørs, bør det nævnes, at fysikeren John Tyndall i 1859 som den første beskrev CO2-molekylets evne til at tilbagekaste infrarød stråling (varmestråling). Han var således, for over 150 år siden, den første til at beskrive CO2 som en drivhusgas. I artiklen "Further Researches on the Absorption and Radiation of Heat by Gaseous Matter" fra 1873 formulerer han det således:

"Ligesom en dæmning bygget over en flod skaber en lokal fordybning i strømmen, så producerer vores atmosfære, der ligger som en afskærmning over de terrestriske stråler, en lokal forøgelse af temperaturen på Jordens overflade."

Og endnu længere tilbage, i 1824, beskrev den franske fysiker Joseph Fourier i artiklen "Remarques générales sur les températures du globe terrestre et des espaces planétaires", hvordan Jordens temperatur holdes oppe af atmosfæren, og han lavede de første udregninger af denne drivhuseffekt. Arrhenius var selv klar over, at hans opdagelser i høj grad skyldtes Tyndalls og Fouriers arbejder, og han anerkendte gerne deres fortjenester:

"At de atmosfæriske hylstre [envelopes] begrænser planeternes varmetab, er blevet foreslået omkring 1800 af den store franske fysiker Fourier. Hans idéer blev efterfølgende udviklet yderligere af Pouillet og Tyndall. Deres teori er blevet betegnet varmehus-teorien [hot-house theory], fordi de mente, at atmosfæren opførte sig på samme måde som glasruder i varmehuse."

Denne artikel er skrevet i januar 2012. Den er resultatet af mange års opsamling af mere eller mindre støvede klimaanekdoter, først og fremmest gennem mit arbejde som redaktør af Klimadebat.dk - Dansk forum om klima og energi. Jeg håber, det har været værd at læse.

For yderligere informationer om klimaforskningens historie, henvises til The Discovery of Global Warming af Spencer Weart (2008) samt Historical Perspectives on Climate Change af James Rodger Fleming (1998).